Nytår, bjergvandring og masser af spændende planer

11 jan
0

Så er det tid til et indlæg på bloggen igen. Siden sidst er vi blevet reduceret fra 7 i husstanden til 4 igen, men snart er vi 7 igen, for den 24. januar kommer Maria Høj, Rikke og Kathe jo (mine veninder), så det glæder jeg mig helt vildt til.

Men siden sidst er der igen sket et par ting.

For det første skulle jeg lige have overstået resten af min fødselsdag. Mads og jeg inviterede nemlig en masse lærere fra skolen og nogle kinesiske venner til at komme på restaurant og spise med os som en fødselsdagsmiddag den 28. december. Og det var rigtig hyggeligt, men også lidt forvirrende. Alle kom ikke præcist til tiden, nogen kom lidt for sent, andre kom så sent, at de droppede middagen, og nogle, der havde sagt ja, kom ikke, men os, der var der, hyggede os. Og det endte også med en KTV-tur bagefter på et godt KTV med både Aqua og Alphabeat, fedt med nogle danske bands :)

Fødselsdagsmiddag

KTV efter fødsesdagsmiddagen

Den 30. december var så Mads’ rigtige fødselsdag, og det blev også en god dag. Han blev vækket (efter tradition hernede nu) med fødselsdagssang på sengen og et morgenmadsbord med gaver, og temaet om gaverne var helt klart: Chokolade, sokker og bøger :)

I eftermiddagspausen spiste vi frokost sammen alle sammen og gik ombord i den kage, som Sarah, Esben og jeg havde købt til ham med påskriften ”Standing Flower”. Det kalder hans lærere ham nemlig, og det betyder vist nok, at man godt kan lide at blive kigget på, hehe.

Mads og hans kage (og fødselsdagslys fra min pakkekalender)

Om aftenen tog vi så på den vestlige restaurant, som Sarah og jeg havde været på med Mr. Yang, men det var dog lidt en skuffelse i forhold til sidst. Jeg tror, der gik omkring en halv time (hvis ikke mere) mellem Esben fik sin hovedret, og Mads fik sin (for typisk nok endte det med at fødselsdagsbarnet sidst fik mad), og BR bestilte en ret, han slet ikke kunne spise, fordi den var så stærk, og det stod der intet om i menuen. Men jeg synes nu stadig, det er en okay restaurant, den er vildt hyggeligt med sofaer og varme, og tjenerne gør også deres bedste for at kommunikere på engelsk, men det var nu alligevel ret træls med maden.

Efter aftensmaden, som endte med at tage et par timer, tog de andre bortset fra BR og jeg på poolbar. BR havde vist ikke lyst, og jeg skulle hjem og snakke med det andet fødselsdagsbarn den dag, Anders ;)

Dagen efter var jo så lige pludseligt den sidste dag i 2010, men det betød ikke ligefrem helligdag i Kina. Mads og Esben fik fri klokken 17, men fordi det var ”en helt almindelig fredag” i Kina, måtte Sarah og jeg arbejde til kl. 18.45

Men derefter drog vi så på restaurant (os syv danskere). Vi ville spise et lækkert sted og endte med at vælge restauranten, vi også spiste på til Esbens fødselsdag. Det var igen noget rigtig lækkert mad, vi fik, og noget andet, der var rigtig lækkert, var, at vi fik vores eget indelukkede rum, så vi kunne være i fred for nysgerrige blikke og larm.

Nytårsmiddag

Da vi så var på vej hjemad, så vi nogle kinesere, der dansede noget pardans-agtigt noget, og det syntes vi da lige, vi skulle være med til. Så Esben, Mads, BR og jeg begyndte at danse inde midt mellem dem, men vi var ikke særligt gode til at smelte ind i forsamlingen. Det endte med, at vi fik alle de andre til at stoppe med at danse, og de stod bare og kiggede på os, så vi gik igen for at finde en taxa.

Da vi kom hjem, fik jeg ønsket mor godt nytår på skype og hjalp også Esben med at ønske nogle af hans venner godt nytår, det havde vi det rigtig sjovt med.

Og resten af aftenen var også rigtig sjov. Især BR og jeg fik danset en hel del, og vi fik udvidet selskabet til også at omfatte Lolo og Melody (selvom det egentligt ikke betød så meget).

Jo, selvfølgelig fik vi danset til nytår :)

Og lidt i 12 fik vi også set 90-års fødselsdag på nettet, og vi fik også set en nytårsnedtælling på computeren, det skulle jo ikke være helt anderledes end nytår i Danmark. Og da klokken ringede 12, hoppede vi også ned fra stolene og gik ud for at fyre krudt af. Der var en masse røde kinesiske lamper (som de sender af sted for held og lykke) på himmelen, og vi kunne også høre noget fyrværkeri, men desværre ikke se det, så lidt, men ikke meget nytår var der over det.

Vi bidrog også selv lidt til festlighederne, for Esben havde købt et kæmpe batteri (med 25 skud), og vi havde også købt tre kinesiske lamper, så det blev også lidt nytår for os. Efter vi havde været ude og sende det hele op på himlen, var der nogle, der tog i byen, men jeg og bl.a. også Sarah blev hjemme, for Rains bryllup var dagen efter klokken 11.30, så vi ville ikke være for smadrede til det.

Så nytårsaften endte med, at vi så et afsnit venner og gik i seng kl. 1.30, det er vist det tidligste, jeg har været i seng en nytårsaften længe!

Men dagen efter stod den så på bryllup, og jeg må sige, at Rains bryllup var intet som Mollys, Rains var meget større, mere bryllups-agtigt og nok også 10-20 gange så dyrt.

Sarah og jeg tog af sted alene, for Mads og Esben skulle have sendt gæsterne hjem til Danmark og ville derefter komme.

Så Sarah og jeg fandt en knallerttaxa (efter lang tids venten på en almindelig taxa, fordi det regnede), og vi ankom til brylluppet. Vi gik ind på en restaurant med lyserøde balloner om indgangen (for det måtte næsten være det rigtige sted), og der mødte vi en smuk Rain i flot hvid kjole og hendes mand i jakkesæt ved siden af. Vi hilste på dem og fik en masse slik af Rain (for det serverer man vist til kinesiske bryllupper). Det mærkelige var, at ved siden af brudeparret stod der en person med en bakke slik, (som vi jo fik noget af) og så lige ved siden af ham stod der en mand med cigaretter (for det er åbenbart naturligt at tilbyde ens bryllupsgæster).

Manden der serverede... cigaretter :S

Et af bryllupsbillederne, der hang i restauranten

Efter at have hilst på brudeparret blev vi vist ind i et tehus ved siden af for at få en kop te. Da vi havde siddet der lidt, kom Melody (der jo er Rains gode veninde) og Lolo, og så sad vi lidt med dem. Derefter skulle vi ind på restauranten og få taget et par billeder med brudeparret, og så satte vi os til bords. Vi fik at vide, at hvert bord havde kostet 1000 yuan, og jeg tror, der var omkring 15 borde, så bare dér var der en kæmpe udgift.

Sarah, bryllupsparret og mig

Nå, men efter lidt ventetid kom drengene så, og så begyndte ceremonien (ikke at de havde ventet på dem, det var bare tilfældigt, det skete samtidigt).

Først stod der en mand på en slags scene og sagde nogle ting på kinesisk (han agerede vært hele ceremonien), og deroppe stod Rains mand også. Derefter blev der spillet noget musik, og Rain kom ned ad en trappe, og hendes mand mødte hende modsat scenen, hvorefter de gik op mod scenen sammen. Og ceremonien bestod bl.a. i, at begge svigerfædre var oppe på scenen og snakke, Rain og hendes mand sagde også en masse og gav hinanden ringe, de fik af en lille pige i hvidt tøj (der bare var rigtig kær). De drak også champagne sammen, og Rain kastede også brudebuketten (som brudepigen til sin egen glæde greb). Til slut sendte de en masse lyserøde papirsflyvere af sted til gæsterne, og de skulle vist bringe held.

Under ceremonien fik Rain fere gange tårer i øjnene, det var en stor dag for hende

Ceremonien indeholdt bl.a. at brudeparret sammen skulle hælde champagne op i glas der stod som en pyramide

Jeg var ikke den eneste der tog billeder under bryllupsceremonien

Papirsflyverne

Derefter spiste vi noget rigtig lækkert mad, og brudeparret gik rundt og skålede med alle bordene. Sarah fik vist også en yderst uinteressant samtale med en af kinesere ved bordet, der gerne ville snakke engelsk med hende.

Rain der skåler med os (brudgommen er ikke på det her billede)

Og jeg skulle selvfølgelig lave en "Maria", som vi kalder det, og valgte at smadre mit vandglas til brylluppet

Efter middagen sagde Rain, vi enten kunne gå over på tehuset, tage med dem hjem senere eller tage hjem, og vi valgte den sidste mulighed, da vi sad og frøs, og der nok også ville gå lang tid, inden der skete noget særligt. Men lige inden vi gik, skulle vi selvfølgelig lige have taget billeder med brudeparret igen :) Og Rain havde også klædt om til en anden kjole, der var knap så fin, men stadig flot og kinesisk.

Fællesbillede inden vi tog hjem med brudeparret

Jeg må sige hold da op, hvor var det bryllup en stor oplevelse, det var et meget mere rigtigt bryllup end Mollys og virkeligt storslået, tør slet ikke tænke på, hvor dyrt det må have været.

Dagen efter fik vi så igen besøg af Lolo og Melody, og vi lavede hjemmelavet pizza og kage, det var vildt lækkert. Aftenen sluttede af med filmen Transformers 2, der var god, men lige lovlig lang til min smag og vist også Lolo og Melodys, de endte med at falde i søvn i sofaen.

Mmmh, hjemmelavet pizza (men desværre lidt for meget mel under bunden, da vi ikke havde bagepapir)

Lolo, der giver kagen det sidste pift, og den blev rigtig, rigtig god :)

Så blev det jo mandag igen, men pga. nytåret havde vi ferie den 3. januar, det var dejligt bare at få en lille smule ”jule/nytårsferie”.

Og den dag blev brugt til noget lidt tidskrævende, men spændende. Vi tog nemlig alle fire til Chengdu og fik bestilt vores fly mod Beijing. Vi har nemlig ferie fra 28. januar-28. februar, hvor vi rejser hjem, så vi skulle til at finde ud af, hvor vi skulle rejse hen. Så nu har vi flybilletter til Beijing 31. januar, så vi også kommer til at fejre kinesisk nytår i Beijing (2. februar), og Maria, Rikke og Kathe (mine veninder) er også i Beijing på det tidspunkt, hvilket er ret fedt.

Vi har også bestilt flybillet 7. januar fra Beijing-Xi’an, hvor vi regner med at bruge 5 dage ca., og så rejser vi sydpå til varmen (ca. 15 grader) og flot natur. Efter dette tager vi et tog til Chengdu igen og sætter vores ting, og så skal vi op på det buddhistiske bjerg, Emeishan, og vandre. Vi regner med at være tilbage i Chengdu omkring 26. februar, så vi lige har lidt tid til at slappe af, inden vi skal flyve hjem 28. februar.

Nå, men efter vores lille ”nytårsferie” var det tilbage til hverdagen og de sidste 19 arbejdsdage, utroligt der er så kort tid tilbage. Så vi prøver virkeligt at nyde at være i børnehaven den sidste tid, for kommer godt nok til at savne de skønne børn.

En af de skønne børn (men lige lovligt forkælet) fra Butterflyclass, Wendy

Og hverdagen blev brudt lidt af, at Sarah og jeg torsdag blev inviteret til 23 års fødselsdag hos Lily (Melodys veninde, der nu også er vores veninde). Fødselsdagen indebar egentligt bare at være på KTV i tre timer, men det var rigtig hyggeligt, dog var resten af hendes venner desværre ikke så gode til engelsk, men vi hyggede os.

Lilys venner og veninder på KTV

Og lige som vi troede vi havde fundet det bedste KTV efter Mads’ og min fødselsdagsmiddag, kom vi på et endnu bedre KTV med Lily. De havde helt vildt mange engelske, nye sange og også danske bands som Infernal, Alphabeat og Michael Learns To Rock, så det var rigtig fedt.

I den her weekend fik vi så ”brugt” den sidste af vores fem ture, som skolen skal arrangere for os. Vi fire danskere tog sammen med en kinesisk chauffør, Lisa (en af de højeste leder, der dog ikke kan tale engelsk) og Larissa, en lærer og veninde der er dygtig til engelsk, mod bjerget Qingchenshan.

Sådan så der ud på vej op mod bjerget

Da vi bevægede os op mod bjerget i bilen, begyndte det at sne, og det var bare rigtig fedt og føltes lidt dansk. Efter en køretur på 1-1,5 time gik vi så ud af bilen og vandrede af sted op ad bjerget. Der var rigtig flot med sne mange steder og flotte vandløb, men det var også lidt farligt at gå flere steder, da der var glat pga. den nedtrådte sne, og samtidig var nogle af trapperne, som man skulle opad, voldsomt stejle. Derfor var jeg også pænt stolt af mig selv, da vi kom hjem uden, at jeg faldt overhovedet, også selvom de andre væddede om, hvornår jeg ville falde (dejligt med nogle trofaste venner, hehe).

Nogle af alle de trapper vi gik opad (og som jeg ikke faldt på)

Sneen gav selvfølgelig også anledning til flere sneboldkampe :)

Efter et stykke tids vandren gav chaufføren og Lisa også op på ruten, men vi fortsatte lidt længere. Men da det begyndte at blive for farligt, vendte vi også om og nåede ikke toppen, men det var stadig en flot naturoplevelse og dejligt at trække noget helt ægte frisk luft.

Et af de smukke vandløb på bjerget

Og endnu et smukt vandløb

Det var ikke kun naturen, der var spændende, men også de mærkelige engelske skilte på bjerget

Det var også meget interessant at være på bjerget, fordi man tydeligt kunne se alle de ødelæggelser det store jordskælv for et par år siden havde gjort.

Det eneste der mindede en lillebitte smule om jordskælv på turen var heldigvis bare, da vi hoppede på en hængebro

Fire danskere der poserer i den smukke natur

Efter vandreturen tog vi så på en lidt primitiv restaurant og fik mad, der var rimeligt lækkert. Mads fik også spillet kinesisk skak mod en 16-årig dreng, der selvfølgelig bankede ham.

Om aftenen tog vi, Mads, Sarah og jeg, så på KTV igen med Larissa og hendes veninde (vi ikke kendte i forvejen) og Judy (læreren der er i Sarahs aftenskoleklasse) og hendes mand. Det var rigtig hyggeligt og sjovt, og vi fik sunget en helt masse. Især Mads og jeg fik sunget stort set hele tiden til bl.a. Coldplay, det var fedt med noget rigtig godt musik, for vi var på ”Lilys KTV” igen.

Søndag havde vi udset som afslapningsdag, og Sarah og jeg fik shoppet lidt, og Mads og jeg fik set et par afsnit af ”Greys hvide verden”. Om aftenen inviterede Rain os så over til at lave noget kinesisk mad med hende, for det ville vi rigtig gerne lære. Så Mads, Sarah og jeg tog af sted til Rain og efter at have ventet på hende i et kvarters tid ude foran hendes port med nogle mistænksomme portnere ved døren, kom vi ind i hendes lejlighed.

Det var rigtig fedt at se hende lave mad, men desværre stressede hun rundt i køkkenet det meste af tiden, fordi hun ikke var særligt god til at dele opgaverne ud, så vi endte med at stå meget og kiggw på. Men det endte ud med noget lækkert mad og jeg fik skrevet opskrifterne ned, så nu er det spændende, om maden kan laves i vores lejlighed eller måske endda i Danmark. Den mest interessante ret var Mapo Dofu, der er en lokal tofu-ret, som Mads og jeg altid bestiller på restauranterne, fordi den simpelthen er så lækker. Desværre kom Rains Mapo Dofu ikke til at smage som den klassiske, men nu har vi da en ide om, hvordan det kan laves. For den ret vil jeg gøre alt for at kunne lave i Danmark, for den er bare vildt lækker.

Et kig i Rains køleskab gav anledning til et smil, for det er åbenbart her, de opbevarer appelsinskræl

I Rains hjem var der stadig pynt fra brylluppet, og det skulle Sarah selvføgelig posere foran...

... og det skulle Mads selvfølgelig også :)

Mmmh, den lækre mad Rain fik fremtryllet

Som man nok kan læse, er der flere af de ting, vi har lavet den seneste tid, der ikke har involveret Esben. Han er nemlig begyndt at have en lille flirt med læreren Kireny fra skolen (også hende der underviste os i kinesisk), så han har travlt med at være sammen med hende.

Nå, men det var vist alt det der var sket siden sidst i store træk. Det er så skønt, at der er så meget at se frem til i fremtiden med veninder på besøg og rejse og også hjemrejse til Danmark, men det bliver nu også hårdt at skulle sige farvel til min hverdag herover, den er nu meget god :)

Til sidst en lille liste over forskellige engelske navne kineserne har, den kan give et par gode grin. Venligst lånt fra Sarahs blog :)

  1. Rain (både til drenge og piger)
  2. Kireny (et navn hun selv har opfundet)
  3. Snow
  4. Candy
  5. Apple
  6. Jonme
  7. Cherry
  8. Heby (kan nemt forveksles med Happy)
  9. Sunny
  10. Bamby
  11. Juice (udtales Juicy)
  12. Seven
  13. Zero
  14. Pain
  15. Puppy
  16. Honey (til drenge)
  17. Sun
  18. Yoyo (til piger)
  19. King
  20. Amazing
  21. River
  22. Tete (udtales Tittty)
  23. White
  24. Blue
  25. Alading
  26. Orange
  27. Figo

Add comments: